Det danske folkefærd ligger i toppen af listen over de mest fysisk aktive i Europa. En undersøgelse fra 2017 har vist, at danskerne er bedst, når det kommer til at tage cyklen på arbejde eller løbe en tur. Ifølge undersøgelsen bruger 31 % af en danske befolkning over 15 år fem eller flere timer om ugen på motion. Gennemsnittet for de 26 EU-lande, der deltog i undersøgelsen, ligger på 17 % og bunden går helt ned til 4 %.
Hvorfor er vi så fysisk aktive?
Men hvad er det så, der gør, at vi danskere er så aktive? En af grundende kan være, at vi får motion ind med modermælken, blandt andet igennem et aktivt foreningsliv og idræt i skolen. Det mener i hvert fald direktør ved Idrættens Analyseinstitut, Henrik Brandt.
Derudover har vi masser af muligheder for at dyrke motion både indendørs og udendørs. Der er fitnesscentre og sportshaller i stort set alle dele af landet, og vi har naturen til rådighed, der både byder på skove, veje, cykelstier og vand. Flere steder i landet er der endda opstillet udendørs fitnessredskaber, som er til fri afbenyttelse for alle.
Mange danskere har desuden en fordel i deres arbejdstider, som giver tid til motion i fritiden. I de varmere lande arbejder man tidligt om morgenen, holder siesta, hvor man hviler sig, da det er for varmt til at bevæge sig, og så arbejder man igen til hen på aftenen.
En cykelnation
Et af de punkter, hvorpå danskerne især skiller sig ud fra de andre europæiske lande i undersøgelsen, er cykling. Rigtig mange danskere bruger cyklen som transportmiddel sammenlignet med i andre lande. Det skyldes formentlig både de gode cykelforhold, som eksempelvis afmærkede cykelstier, samt det generelt høje oplysningsniveau om sundhed og motion i samfundet. Der findes utallige programmer, både i radio og på tv, som informerer om fordelene ved at leve sundt og dyrke motion. Der er meget fokus på det, og det lader til at have en effekt.
Ulighed i sundhed
Selvom danskerne er gode til at bevæge sig, er der stadig plads til forbedring. Det er tydeligt, at det primært er de yngre, der trækker tallene op, mens de ældre hænger lidt i bremsen. Desværre er der også stadig en ulighed i sundhed, som nok er svær at overvinde fuldstændig. Dem med længere uddannelser er mere aktive end dem med en kortere eller slet ingen uddannelse.
Kilde: https://bgh.dk/